Nu til dags ligger Hevringholms bygninger på
toppen af bakken mellem Hevring Ådal og
havet.Tidligere lå Hevringholm flere hundrede
meter derfra, nede i ådalen, ved vejen mellem
Hevring og Vivild.
Der er endnu noget bevoksning på et par af de
gamle fundamenter. Det er uvist, hvor tidligt Hevringholm er blevet
anlagt der.
Sin sidste form inden den blev
nedrevet skyldes formentlig
den rige Frantz Lykke, som ejede gården mellem 1611 og
1650. Ham og hans søn skal vi høre om senere.
I
bogen, der her refereres fra, nævnes gården som
Rosenkrantzernes slægtsgård:
Den første af denne stamme, som
genealogierne nævner, er Hr. Erik Rosenkranz til
Høvringholm, som var den første kristne mand af
den slægt. Han levede på Knud den Stores tid
1014-1036 ... og gjorde med kongen selv 1032
eller senere med Stig Hvide til Bistrup, Stenalt
og Bjørnholm en rejse til Rom, hvor han af paven
skal have fået en krans af roser til foræring,
hvilken han anbragte omkring sin hjelm og deraf
fik navnet Rosenkranz. Det har næppe været en
rosenkrans til at bede bønner efter, som Paven
forærede ham. Den kunne han vel nok skaffe sig
selv, eller har som god katolsk kristen været
forsynet med, men det var ej sjældent at paverne
forærede konger og fornemme Riddersmænd blomster
af guld, der især fik deres værd af den
velsignelse paven havde lyst over dem.
I
begyndelsen af 1200-tallet ejedes Hevringholm af
hr. Albert Mauritzen, Rigens Marsk (svarende til
øverstbefalende for de væbnede styrker, eller
krigsminister).
Han har i 1214 med de tydske Rigsstænder
underskrevet det Stadfæstelses-Brev, som Keiser
Frederik II gav Kong Waldemar II på Herredømmet
over de Lande, som de danske Konger havde
erobret sønden for Eideren.
Hans søn hed Ivar Albertsen.
Danske Atlas IV, 323 nævner en hr.
Niels Ivarsen Rosenkranz Ridder, som i
Documenter af 1397 og 1407 har skrevet sig til
Hevringholm. (her er nok faldet nogle
generationer ud, nævner forfatteren).
I 1608 købte Eske Brock (der også ejede og ombyggede Gammel Estrup)
Hevringholm. Han døde i 1625, og hans mange ejendomme
blev delt mellem de to døtre. Jytte, som var
gift med Jørgen Scheel, fik Gammel Estrup, og
Elisabeth, som var gift med Franz Lykke til
Overgård, fik Hevringholm.... og således
kom Hevringholm til Familien Lykke, og Gammel
Estrup til Scheelerne.
Om Franz Lykke står der:
Han kaldtes “den
rige “, da han ejede alene 12 Herregårde. 1650
har han foretaget betydelige reparationer på
Hevringholm eller måske endog opbygget den helt,
thi hans og hans Frues våben fandtes over
porten.
Ved hans død i 1655 kom Hevringholm med
hans øvrige gårde til hans søn, den bekendte Kaj
Lykke. Han var på den tid den rigeste og
smukkeste adelsmand i Danmark. Han ejede 13
godser, og deri.blandt alene i Randers amt:
Overgård, Hevringholm, Estruplund, Skovgård og
Rudtgård eller Rygård. Han var så smuk, at man
havde det mundheld:
“Enhver skjøn Jomfrue hun ønsker sig; Gud give,
Kaj Lykke vil have mig. “
Om Kaj Lykke udnyttede sit udseende
lidt for tit og ofte, eller om han blev offer
for et nedrigt komplot, må enhver selv dømme om.
I hvert fald fortælles, at han skrev et brev til
en gift præstekone og bad om 'en gunst', som
han påstod at selv det fornemste fruentimmer i
landet ikke ville nægte ham. Præstekonen viste
imidlertid brevet til Dronning Sophie Amalie med
den formodning, at det måtte være hende, brevet
hentydede til. Det kom derefter til en retssag,
hvor Kaj Lykke blev anklaget for
majestætsfornærmelse, hvilket svarede til
højforræderi.
Man lagde proces an imod ham for “ Crimen læsæ Majestatis.“ Processen blev for højeste
Ret ført
på den måde, at GeneralFiskalen under ed
forsikrede i Kongens Navn, at man havde et Brev,
som overbeviste ham om at være skyldig i
majestætsfornærmelse, men Brevet eller indholdet
vilde man ikke vise, og på grund deraf blev han
dømt fra Ære, Liv og Gods, alle hans store
Ejendomme faldt, på 20,000 rdl. nær, som hans
Kone beholdt, til Kronen, han Echapperte
(flygtede) selv, men Dommen blev
fuldført på hans “Effigies”
(billede), hans Våben
(våbenskjold) blev sønderbrudt i højeste
Rets nærværelse af Skarpretteren; et Billede af
Træ blev gjort i samme størrelse som hans, foran
på Brystet sad et helt ark Papir og derpå var
skrevet med store Bogstaver de ord: Kaj Lykke er
af højeste Ret formedelst crimen læsæ Majestatis
dømt til at lide sådan Straf. Den højre Hånd og
Hovedet blev hugget af (træfiguren),
på et Rettersted uden for Børsen, Legemet lå
nogle dage i Skarpretterens Hus, blev vist for
Penge, og senere begravet under Galgen. Dette
skete 1661.
Nogle uforsigtige ord i et kærestebrev
- hvis det virkelig fandtes. Ville præstekonen
mon hævne sig fordi han vendte sig mod andre
kvinder efter hende? Var der nogen, der
efterstræbte hans rigdom (kongen?) - Var det
fordi der var noget sandt i hans påstand
om landets fornemste fruentimmer, eller
var fornærmelsen virkelig så stor blot at antyde
noget om én der måske kunne være dronningen, at
det skulle koste ham, landets rigeste adelsmand,
livet og al hans velstand? Det er ikke til at
vide. I dag ville man nok mene, at han havde en
dårlig sagfører, for sagen er så tynd, at
udfaldet ser ud til at være bestemt på forhånd.
Der kan meget sandsynligt have ligget helt
andre, for os ukendte, stridigheder bag. Det var
samtidig med indførslen af enevælden, hvor
kongen Frederik 3. havde brug for at vise
adelen, at nu var det ham, der bestemte.
Men var han ikke stukket af, ville hans
krop, ud over at miste hovedet og højre hånd,
være blevet anbragt på hjul og stejle, og
hovedet og højre hånd gennemboret og anbragt på
stage.
Hans videre skæbne bliver der ikke
fortalt om her.Se boksen om Kai Lykke til højre
Hovedgården (Hevringholm)
kom til Oluf Daa. Der er også en
bemærkelsesværdig historie - et voldsomt
familiedrama - knyttet til det ejerskab.
Igen må man selv tænke sig til, hvor
meget der gemmer sig mellem linjerne.
Oluf Daa var gift med
Anna Brahe, en datter af Tycho Brahe til Mattrup
og Frue Birgitte Brok. De havde tre sønner,
Claus, Henrik og Brok Daa, og en datter
Christence. Moderen må være død, i
hvert fald udlægges i 1667 efter en
højesteretsdom blandt andet Hevringholm til
børnene, som deres mødrene arv.
Den ældste af brødrene, Claus, var på
det tidspunkt 24 år. Henrik var endnu umyndig,
og Brok havde gennem lang tid ikke givet lyd.
Som sine brødre havde han gennem længere tid
studeret i udlandet, som det var skik blandt
adelen.
Claus Daa sælger på egne og sine søskendes vegne
Hevringholm. Til stor fortrydelse for faderen
Oluf Daa, der protesterede mod salget og som
værge ikke ville underskrive skødet på de
umyndiges vegne. Han hævdede, at han havde et
brev, hvor børnene havde skrevet under på, at
han kunne blive boende på gården resten af sit
liv, men at, da de fik retten til gården som
deres arv, opbrøde de Faderens Kammer og
fratoge ham alle hans Papirer.
Forholdet mellem generationerne har ikke været
det bedste.
Det er
svært at vide, om sønnerne gennem
udlandsopholdet havde tillagt sig vaner, der
krævede en høj levestandard. De påstod, at de
havde måttet leve for ikke mange penge, mens de
var i udlandet, en påstand, faderen afviste som
latterlig - den sum de hævder at have modtaget,
kommer man ikke langt med med 4 (?) børn i
udlandet, det kan enhver se. Man kan måske også
læse noget ud af et af deres indlæg i
højesteretssagen, hvor de beder Højesteret om at
confirmere salget:
Thi først er det en stor Gaard, som
intet kan drives uden mange Bønder, og dem have
vi ingen Middel til at købe.
For det Andet ere vi ei heller fød til Ploug og
Harve, og derefore og selv intet kan drive
Jorden, saa vi udi den korte Tid vi have haft
Gaarden,have mere tabt end transporteret paa
den, dertil gaar der og af den til Hs. Majestæt
en stor Contribution aarlig, som Gaarden allene,
uden Bønder aldrig kan indbringe, hvorudaf vi
lettelig i Længden kunne komme i større Skade og
Fortræd, og er intet vissere at dersom vi den
saaledes længere skulle have beholdt, den havde
blevet Alles vores totale Ruin; saa vi hellere
måtte have ønsket, at vi aldrig havde seet eller
faaet Gaard, hvilket og Flere med os skal vidne.
De siger altså, at de ikke duer til at
drive gård, at de ingen bønder råder over, at
skatten er høj, og at den vil blive deres ruin.
I samme indlæg hævder de, at gården er i ringe
stand - en længe er brændt, og resten er i
dårlig stand. Hvilket forfatteren til bogen her
tvivler på, al den stund at den tidligere ejer
Franz Lykke i 1650 havde ombygget eller
restaureret den.
Referatet i bogen er langt; det korte af det
lange er, at dommen i 1668 bliver, at salget
skal stå ved magt af hensyn til børnenes tarv.
Kort inden dommen havde kongen beskikket Erik
Rosenkranz til Rosenholm, som var
'Stiftsbefalingsmand i Aarhus' og Valdemar Daa
(muligvis en farbror) til på de umyndige brødres
vegne at underskrive skødet. Imidlertid vægrer
Valdemar Daa sig, så kongen et år efter befaler
Erik Rosenkranz at underskrive skødet alene.
Forfatteren slutter med at konstatere: Saaledes
kom da Hevringholm til Hans Friis.
Det
Hevringholm, som man kender i dag, er bygget
meget senere, og på et helt andet sted end hvor
gården lå førhen.
|
Her er området hentet
fra Google Earth og bearbejdet i Photoshop for
at fremhæve de mørke felter, der viser hvor
Hevringholm lå førhen.
Kai
lykke
Andre kilder
fortæller
hsitorien om Kai
Lykke på en lidt
anden måde.Lidt
af Wikipedias
version:
I 1656 skrev
han et brev til
sin elskerinde
Sophie
Abelsdatter, en
tjenestepige på Rantzausholm.
I brevet omtalte
han, hvordan dronning
Sophie Amalie lå
i med sine lakajer.
Sophie
Abelsdatter blev
ved Kai Lykkes
mellemkomst gift
med hans ridefoged på
Rantzauholm –
Peter Børting.
Peter Børting
fik kendskab til
brevet. Den 1.
maj 1661 afskedigede
Kai Lykke ham
som ridefoged på
grund
uregelmæssigheder
i
regnskabsbøgerne.
Peter Børting
oplyste kongen
om brevet og
dets indhold.
Kai Lykke
tilstod sin
brøde og indgik
et forlig: Han
skulle betale
100.000 rigsdaler.
Få måneder efter
flygtede Kai
Lykke til Skåne,
da han ikke
kunne betale, og
kongen rejste en retssag,
der erklærede
ham skyldig i majestætsfornærmelse og
frakendte ham
"ære, liv og
gods". Da han er
flygtet og
dommen ikke
kunne
eksekveres,
fremstilles en
vellignende dukke,
som i en
skuehenrettelse
(in
effigie) får
afhugget hånd og
hoved. Lykkes våben blev
ødelagt. Alle
Kai Lykkes
godser og
rigdomme blev
inddraget af
kongen.
|
Kai (Kaj) Lykkes
kranium er ad
omveje endt på
Bramming
Egnsuseum
Foto:
Bramming
Egnsmuseums
jubilæumsbog
2015 |
Kai Lykke
flygtede til
Skåne. Efter 24
år, efter
dronning Sophie
Amalies død
tillod kongen,
nu Christian 5.,
ham at vende
tilbage til
Danmark.
Dronningen selv
var aktiv
deltager i
opgøret mod
adelen og måske
derfor mål for
smædeskriveriet.
Hun tog aktivt
del i
intrigekampe,
også for egen
vindings skyld. |
|
|