Fra englelyd til mord En personlig beretning om gejsten i starten |
- Det
øjeblik, da Michael Kiørboes engleorkester satte
i med trækbasun, trompet m.m. til Hats’ første
friluftsskuespil i 2002, glemmer jeg aldrig. Den
bragende lyd fra de hvidklædte engle gav
oplevelsen en ekstra dimension, der fik
nakkehårene til at rejse sig. Alt var nyt og
uprøvet, men vi var i gang! Alt lykkedes de år. Fra en spæd start i år 2000, hvor vi sad nogle få og diskuterede, hvorfor alle affinder sig med, at al aktivitet rykker fra de små landsbyer ind til de større, og hvor vi besluttede at vende udviklingen. Folk udefra kunne lige så godt komme til Hevring, som omvendt. Det begyndte med gøglerholdet og et børneteaterhold. Hvorfor kunne man kun gå til sport og spejder herude på landet? Vi ville lave noget sjovt for børn, der ville prøve noget andet – måske for nogle, der ikke naturligt søgte de etablerede aktiviteter. Vi engagerede en lokal gøgler, Claus ’van Gagh’, de første år, og i op mod ti år optrådte De Glade Gøglere rundt omkring. Efter Claus' år blev gørlerholdet ført videre af Jan Larsen og Jørgen Rasmussen. Inge Feldskov stod for børneteaterholdet, som hurtigt blev opslugt af det årlige friluftsskuespil for alle aldre, og hvor Inge de første år stod for instruktionen. Det årlige friluftsskuespil Gejsten fra det første friluftsskuespil holdt i en del år for de engagerede – også længere end publikumsinteressen, der år for år langsomt dalede. Der er dem, der mener, at det var svært at følge med i handlingen. I de første år, hvor vi havde så mange skuespillere med, var der en tendens til, at stykkerne blev lidt vel lange. To-tre timer er lang tid at holde på et publikum. Men sjovt var det at være med. Der var et par gennemgående principper. For det første at alle, som ville være med, skulle der også være en plads eller rolle til. For det andet foregik stykkerne i Hevring og omegn. For det tredje, meget praktisk, skrev vi selv stykkerne. Eller rettere oftest John, der hele vejen igennem har været ’mr. Hats’, der med sin store kontaktflade som lokal journalist har været et uvurderligt aktiv – til at skaffe støtte, til at skrive stykker og få nye ideer, der skulle prøves af. Jeg har været medforfatter et par år, og skuespillerne har altid givet deres bidrag til at få scenerne til at virke. Men det var efter nogle år altid John, der øvede med skuespillerne, skrev om og rettede til, puttede nye roller ind osv. Jeg husker bedst de par stykker, jeg selv var med til at skrive. For eksempel det om Jeppe, der vågnede i greven på Gammel Estrup’s himmelseng, med tre døtre der skjulte sig ovenpå himlen, mens forskellige bejlere efter tur kom ind fra den ene eller anden side og afslørede deres hensigter for Jeppe bag forhænget, som de troede var greven. Det var sjovt – og en udfordring for os på kulisse- og rekvisitholdet at lave en himmelseng, der både var billig, let nok til at blive flyttet ind og ud ved sceneskift, og stærk nok til at holde til belastningen fra alle dem, der besteg den! Jeg ved ikke, hvor mange der fangede, at døtrene havde samme overdrevent store, buskede øjenbryn som ridefogeden – men ideen med en sådan ’skjult’ hentydningt var sjov. |
|
|
|